Hvordan skal Dansk Skak Union fremover informere medlemmerne?
Skal vi fortsat have et Skakblad på tryk?
Skal vi satse på hjemmesider eller sociale medier?
eller…
Giv dit besyv med – senest den 5. februar 2017.
Skakbladets redaktør sagde i november sin stilling op pr. 31-12-2016. På Hovedbestyrelsesmødet den 27. november 2016 valgte HB at købe sig tid ved at ansætte vikar til at redigere de næste numre af Skakbladet.
Det skete for at benytte lejligheden til en bredere diskussion af DSU´s fremtidige informationspolitik. Skakbladet på tryk er jo ikke længere den eneste kanal for information til medlemmerne i dag, hvor nyhedsformidling i stigende grad sker via hjemmesiden og FaceBook.
Hovedbestyrelsen skal drøfte informationspolitikken på et seminar den 12. februar.
Det er vigtige beslutninger, der skal træffes, fordi medlemsinformation fylder meget på budgettet.
Der er helt sikkert delte meninger om Skakbladet, http://skak.dk, FaceBook og andre informationskanaler – både i Hovedbestyrelsen, blandt klubberne og hos de enkelte medlemmer.
Har du tid og lyst til at give din mening til kende, vil jeg bede dig om at bruge dette oplæg og besvare/begrunde svarene på de 4 spørgsmål, der stilles i materialet. Det kan ske via din klub eller direkte på mail til Hovedkredsformanden, der derefter kan tage argumenterne med til diskussionen på Hovedbestyrelsesmødet.
Svar skal være Hovedkredsformanden i hænde senest søndag den 5. februar 2017.
I sidste ende er det naturligvis både Hovedbestyrelsens forpligtelse og ansvar at træffe de endelige beslutninger i sagen.
Med venlig hilsen
Karl Posselt
Formand for Sydjysk Hovedkreds
Comments are currently closed.