Formandens beretning – 2007

 

Formandens beretning –  Sønderjysk Skak – 2007                                               

4.HK                                                                                                   

Bov, januar 2008

 

 

 

 

Beretningen vil traditionen tro være delt op i en resultatmæssig og en organisatorisk del, men vil selvfølgelig også lægge op til debat.

Der er sket meget i dansk skak i denne sæson – skelsættende kan man godt sige har været, at

DSU´s hovedbestyrelse har besluttet at satse på at udvikle en skakserver – en spilserver – for at tiltrække nye medlemmer og samtidig lægge op til at ændre på den traditionelle medlemsstruktur, således at man fra 1. marts 2008 også kan blive net-medlem af Unionen.

 

Medlemstal

 

Medlemstallet i hovedkredsen er ikke opløftende læsning. Pr. 31.12.2007 er vi i alt 289 medlemmer fordelt på 170 seniormedlemmer, 70 pensionister, 26 børn og 23 juniorer. Vi har i løbet af det seneste år mistet 2 klubber Lunderskov og Dansk Skakklub, Flensborg og er nu nede på kun 14 klubber.

Derudover er det bemærkelsesværdigt, at vi har så få børn og juniorer – derfor er det vigtigt, at vi nytænker vore tilbud til de helt unge. Målet for 2008 må derfor være, alle vore klubber skal have en ungdomsafdeling, jeg mener ganske alvorligt, det er en mærkelig klub, der ikke har en eller anden form for ungdomspolitik.

Tidligere fik vi i stort tal unge fra skoleskakken, men skoleskakken i dens oprindelige form finder vi her i hovedkredsen vel nu kun i Haderslev, hvor den dog tilsyneladende kører ganske fornuftig. Nogle klubber Ribe, Tønder, Bov, Vojens, Oversø-Frørup og Gråsten har derfor taget konsekvensen og oprettet skoleskak eller skakskole om man vil i eget regi, som en tilknytning til klubben. Det er den vej vi alle skal gå, så de steder, hvor man i dag ikke har gang i ungdomsarbejdet, skal min opfordring være, få noget op at stå til den kommende sæson. I enhver skakklub stor som lille, findes en rutineret spiller, der kan lære fra sig til ungdommen, gerne 1-2 timer før en normal spilleaften, de unge vil gerne, så klubberne skal give tilbuddet  – så er I også med til at fremtidssikre jeres egen skakklub.

Har hovedkredsen da tilbud til de unge? – ja! 

På enkeltmandssiden er de nye SGP-stævner ganske fortrinlige til at integrere unge mennesker, ikke alle klubber med unge er åbenbart helt klar over denne mulighed endnu, men specielt Tønder og Vojens deltager med mange unge begyndere i den nederste gruppe, vi andre skal blot følge det gode eksempel.

Holdmæssigt har vi vor D-række for unge under 20 år og med max. 1200 i rating – 6 hold er med i år, men der er plads til mange flere 4-mandshold – det nye koncept, med fast termin og starttidspunkt, virkede fortrinligt ved sæsonens første stævne.

 

 Holdturneringen

 

Ribe fik desværre kun en enkelt sæson i 1. division, trods en ellers glimrende start, men som turneringen skred frem blev overmagten for stor. I 2. division forblev Haderslev og Bov i rækken, mens Aabenraa måtte ned i Mesterrækken efter kun en sæson. Afløseren blev Tønder, der sikkert vandt Mesterrækken. Løgumkloster 1 vandt A-rækken, Haderslev 3  B-rækken og Ribe 4 C-rækken. Desværre måtte D-rækken suspenderes, men er til gengæld kommet fint fra start her i den nye sæson.

 

I  indeværende sæson 2007-08 er der desværre atter opstået problemer omkring Mesterrækken, der deltager kun 5 hold (Flensborg trak holdet – ja, hele klubben, Løgumkloster kunne/ville ikke rykke op fra A.). Jeg har derfor aftalt med TL, at vi afventer sæsonens gang, hvem og hvor mange rykker op og ned, og så ud fra de faktiske forhold på dette tidspunkt træffer den bedste beslutning og løsning for næste års Mesterrække.

 

 

Pokalturneringen

 

Pokalturneringen blev traditionen tro afviklet i Tønder i april måned. Der deltog 13 hold, fordelt på 3 i eliterækken, 7 i bredderækken og i 3 juniorrækken.

Ribe 1 vandt elitegruppen, Bov 2 bredderækken og Ribe Junior vandt juniorrækken, disse 3 hold kvalificerede sig til finalen i pinsen i Nyborg.

Det er stadig ikke noget imponerende fremmøde og selv flere af vore større klubber glimmer helt ved deres fravær. Men vi må bestræbe os på at alle klubber bliver repræsenteret fremover, vi er fælles om alle tiltag i kredsen og begynder for mange at springe over, så skrider grundlaget nemt, men vi fortsætter så længe, der trods alt er nogle, der vil være med.

Ved finalen i Nyborg hentede Bov i øvrigt en flot 3. plads og bronze i bredderækken, de øvrige finaledeltagere fra hovedkredsen klarede sig også hæderligt i det fine selskab, men forblev uplacerede.

 

 

Sønderjysk EMT

 

Årets mesterskab blev afviklet af Løgumkloster Skakklub i september/oktober måned med gode forhold på Agerskov Skole. Desværre havde kun 16 deltagere fundet vej til Agerskov, og man spillede derfor  i to 8-mandsgrupper alle mod alle. Vinder af øverste gruppe  og Sønderjysk Mester blev vor superveteran Godtfred Sloth Jensen, Aabenraa foran Kai Bjørnskov, Haderslev – gruppe 2 blev stik mod alle odds vundet af arrangøren Vagn Lauritzen med fornemme 7 af 7!. 

I 2008 står Aabenraa Skakklub som arrangør og har annonceret 7-torsdage fra februar til april.

En ganske spændende og modig beslutning, men noget skal der jo ske, så hverdage er måske løsningen .

Sønderjysk EMT har desværre udviklet sig til at være vort smertensbarn, med ganske få deltagere, samt vore bedste spillere udviser ikke megen interesse herfor. Vi vil fra FU´s side følge turneringen nøje de kommende år og om nødvendigt drage den svære og nødvendige konsekvens af den manglende tilslutning. Hovedkredsen yder et ikke helt lille bidrag til arrangementet, og spørgsmålet er ikke om de midler kan bruges bedre andre steder – f.eks. i ungdomsarbejdet.

 

SydGrandPrix

 

SGP har på rekordtid udviklet sig til at være vor næststørste turnering. SGP har et ganske enkelt koncept, som alle kan forstå. For os der deltager, og selv om vi da også konkurrerer, er det sociale samvær mellem runderne, næsten blevet en ligeså vigtig en faktor som at spille. Jeg tror SGP kan blive den banebryder, som gør det lettere og sjovere for unge mennesker at finde vej til skakklubben.

Første sæson deltog hele 95 forskellige spillere fra hovedkredsen i turneringen. Indtil nu i det andet år er succesen usvækket, hidtil har 63 forskellige spillere deltaget i år.

En af ideerne med SGP er, at vi kommer rundt i hele hovedkredsen, så er der derfor klubber, der gerne vil være arrangør i næste sæson, så meldt jer hos udvalget.

Herfra skal lyde en stor tak til udvalget bag SGP – Niels Falsig, Vagn Lauritzen og Søren Krabbenhøft.

 

 

Junior Hovedkreds-DM

 

Vort Junior Hovedkredshold leverede en af de bedre præstationer, da de i årets turnering i oktober på Tjele blev en fin nr. 6 ud af de 9 kredse  – hvilket var bedre end den forventede seedning.

Juniorleder Hansjørgen Clausen havde fået samlet et ganske slagkraftigt hold, der selv mod de større hovedkredse fint stod distancen.

Der vil i løbet af foråret komme en nyt udspil vedrørende turneringens fremtidige afviklingsform – så der vil være ændringer til næste år, men 4. HK vil deltage.

 

Diverse turneringer

 

Vi afholder faktisk mange EMT`er i forhold til vor størrelse, og atter i år ingen undtagelse. Jeg har fået meldinger om turneringer i Alssund, Flensborg, Løgumkloster, Slotsturneringen, Tønder og sidst men ikke mindst Ribe EMT, den største i hovedkredsen og en af de mest succesrige i hele landet. Desværre har arrangøren meddelt at årets turnering også blev den sidste. Samtidig har manden om nogen bag turneringen og Ribe Skakklubs succes de senere år, Jørgen Nielsen, efter mere end 10-års formandsarbejde, besluttet at tække sig som formand for klubben. Et stort tab for hovedkredsen, hvor vi er mange, der har lært meget af Ribe, men tabet er naturligvis størst i Ribe Skakklub.

Tak herfra til Jørgen for at stort og engageret arbejde for skakken!  

En enkelt hurtigturnering udover SGP er det også blevet til, nemlig Trekantturneringen, arrangeret i fællesskab af Gråsten, Aabenraa og Alssund.

 

 

 

Skoleskak

 

Sidst på året kom nok årets bedste skakmæssige resultat i landsdelen, i det Rasmus Lund-Pedersen, Gråsten vandt øverste gruppe ved DM i skoleskak i Odense. Rasmus har længe været et af vore største talenter, nu kom så gennembruddet.

Sønderjyllandskredsen indenfor skoleskakken har endvidere netop fået ny formand Erik Lund-Pedersen, Gråsten – jeg har på det seneste ved flere lejligheder ført samtaler med Erik, og vi er enige om at intensivere samarbejdet til glæde og gavn for begge parter – det tror jeg er vigtigt for, at vi i fællesskab kan få flere unge til at interessere sig for skakspillet.

 

  

 

 

Kamplederkursus

 

Flere af vore større divisionsklubber havde efterlyst et kursus til uddannelse af kampledere specielt til brug ved divisionskampe. FU overdrog opgaven til vor eneste IA  (internationale dommer) Vagn Lauritzen, der i oktober i Bov Skakklubs lokaler fik stablet et godt og interessant kursus på benene. 7 interesserede deltog i kurset og har nu stort set alle bestået den afsluttende prøve. Enkelte af deltagerne har endda allerede haft deres debut som kampleder i divisionsturneringen. 

 

 

Skaknyt

 

Vort hovedkredsblad Skaknyt er vigtigt for os alle sammen, det fastholder vor historie, samt bringer partier af spillere vi kender og på vort eget niveau. Speciel vigtig er Skaknyt for klubber uden eget blad og hjemmeside. Selv om de ”hurtige” nyheder nu forekommer på de større klubbers hjemmesider i lind strøm, er der stadig vigtigt at fastholde det væsentligste på tryk. Så hjælp Helge Andersen ved at sende materiale til ham – det er vigtigt, lærerigt og også interessant, at høre om hvordan det går andre steder i kredsen.

 

 

Hjemmeside og holdturneringsprogram

 

På sidste års generalforsamling blev der enstemmigt og på opfordring fra Ribe Skakklub vedtaget at indkøbe et nyt holdturneringsprogram, som så samtidig skulle være en integreret del af en ny hjemmeside. I starten løb alt planmæssigt, men pludselig løb vi i efteråret  ind i store problemer omkring domænenavnet og specielt adgangen hertil. Det er dog vort håb, at vi snarest kommer op at køre, så vor nye turneringsleder Kai Bjørnskov kan få nogle ordentlige arbejdsbetingelser, men desværre er vi ikke selv fuld herre over situationen. I så fald var det for længst løst og klaret. Men en ganske frustrerende sag, som har kostet oceaner af tid og kræfter for vor nye webmaster Peder Pharsen, Ribe.

 

 

 

Medlemskampagne

 

I forbindelse med DSU´s introduktion af den nye skakserver, bliver der fra omkring 1. marts 2008 søsat en medlemskampagne, dels for at få hjemmespillere til at spille på nettet og senere forhåbentlig til at melde sig i klub. Vi har fra FU´s side nedsat et lille udvalg, der dels følger op på DSU´s tiltag, men også rækker længere ud. Vores kampagne er tænkt som en hjælp til selvhjælp for klubberne, der er givet klubber, der sagtens kan selv, men min opfordring til alle skal være – tag denne opgave seriøst, vi skal have pustet nyt liv i klubberne og ingen bliver pålagt noget de enten ikke vil/kan, der er hjælp til processen.  

Medlemskampagnen vil blive fremlagt i forlængelse af årets generalforsamling, den 23. februar.

 

 

 

Henvendelse fra 5. HK vedr. fusion

 

I årets løb fik jeg en henvendelse fra 5. HK´s formand om en fuldstændig fusion af 4. og 5. HK.

5. HK havde drøftet det på deres seneste generalforsamling og vedtaget at henvende sig til os. Vi har derefter drøftet henvendelsen i FU, og meningerne her var absolut delte, men vi blev enige om at tage henvendelsen  med som punkt på vor kommende generalforsamling til februar. Dog således at det alene tages med under eventuelt, således at vi ikke i år skal stemme herom. Såfremt FU fornemmer at stemningen er positiv, vil der således tidligst skulle stemmes herom til februar 2009.

FU ønsker alene på nuværende tidspunkt at høre klubbernes meninger og tilkendegivelser. 

Men vi må ikke være blinde for, vi bliver altså færre klubber med færre medlemmer, og såfremt vi ikke får vendt skuden, kan vi på sigt ikke undgå en sammenlægning af en eller anden art. Vi vil om ganske få år bl.a. få svært ved at klare os økonomisk samt have besvær med at rekruttere kvalificerede folk til FU. 

 

 

   

DSU´s Initiativpræmie 

 

Tildeles i år Bov Skakklub. Bov Skakklub har aktivt gennem flere år tilbudt skak for børn  og unge – en aktivitet som nu 18 børn deltager i. Klubbens aktiviteter bliver jævnligt omtalt i dagspressen, hvilket er med til at øge opmærksomheden om klubbens arbejde. 

 

 

DSU´s Hæderstegn

 

Tildeles i år Karsten Fyhn, Alssund.

Karsten har, som webmaster, de seneste år kørt kredsens hjemmeside på ganske fortrinlig vis. Karsten har løftet hjemmesiden dels i udseende, men også i indhold, samt været ganske formidabel hurtig med at bringe de nyheder klubberne sender til ham.

Karsten har selv ønsket at blive løst fra posten som webmaster grundet en større arbejdsbyrde, men  forbliver jo i vor midte som formand for Skakklubben Alssund.

 

Så er jeg ved at være gennem beretningen, og sammenfattende mener jeg, at vi i hovedkredsen  står overfor nogle store udfordringer:

 

Medlemskampagne kombineret med introduktion af skakserveren

Vi skal etablere et attraktivt børne- og ungdomstilbud i klubberne

Vore klubber skal desuden hver især være mere synlige i pressen.

 

Jeg vil slutte med at sige tak til alle de mange frivillige ildsjæle rundt om i hovedkredsen – uden jeres indsats gik det hele i stå!

Tak til det øvrige FU for samarbejdet i årets løb.

 

I denne sæson er ikke alt gået, som jeg havde håbet. Men jeg ved, at en masse gode kræfter arbejder på at ændre udviklingen. Jeg håber, at vendepunktet for Sønderjysk Skak vil komme i den nye sæson!

 

Svend Erik Kramer

 

 

 

     

 

 

 

Comments are currently closed.

Seneste indlæg

Arkiver

Kategorier