På lørdag, den 28. marts skulle vi have været til Generalforsamling, og sædvanligvis ville vi der have overrakt præmier for holdturneringen.
Nu er Generalforsamlingen jo udskudt på ubestemt tid, så derfor her en oplistning og hædring af præmietagerne i denne sæsons holdturnering.
Vi starter med divisionsturneringen: Her har vi til næste år igen et hold i Extracon ligaen, idet Fredericias førstehold kvalificerede sig ved at vinde østgruppen i 1. division. Evans 1. hold holdt sig i 1. division med en tredjeplads, mens Springerens 1. hold ikke kom over nedrykningsstregen – med en 7. plads må de ned i 2. division. Esbjergs 1. hold rykker op i 1. division efter at have vundet 2. divisions gruppe 3. Haderslev og Fredericia 2 holdt sig i divisionen, mens Evans 2. hold med en 8. plads må rykke ned. Slutresultatet er altså, at hovedkredsen til næste sæson er repræsenteret i alle divisioner, i Extracon ligaen med Fredericia, i 1. division med Evans og Esbjerg og i 2. division med Springeren, Haderslev og Fredericia 2, suppleret med oprykkeren fra Mesterrækken, Varde; ialt 7 hold.
Vores egen holdturnering vandtes altså af Varde, der med 36,5 point vandt Mesterrække 1 foran Alssund, der scorede 33 point. Evans 3 blev placeret på en 8. plads og må rykke ned i Mesterrække 2.
Mesterrække 2 blev vundet af Kolding med 34,5 point foran Fredericia 3 med 33,5 point; Esbjerg 2 havde også 33,5point, men færre marchpoint. Kolding har allerede meldt ud, at de ikke vil kunne stille hold til søndagskampe i Mesterrække 1, så de ønsker ikke at rykke op. Bestyrelsen har accepteret Koldings ønske, og derfor vil det sandsynligvis være Fredericia 3, der rykker op. Bestyrelsen har endvidere besluttet at anvende en gammel regel fra 4. hovedkreds om at hold, der ikke ønsker at rykke op, ikke kan vinde en præmie det pågældende år (altså det år, hvor holdet spiller i en klasse, der er lavere end det er kvalificeret til). Rettelse d. 1. april: Koldings spillere er alligevel villige til at spille i M1, så de rykker op, som de er berettiget til. Vojens blev placeret som nr 8 og rykker ud af Mesterrække 2.
Der var tre grupper for 4- mands hold.
Østgruppen med 5 hold vandtes af Vamdrup med 13,5 point foran Kolding 2 med 9 point. I sydgruppen, der ligeledes havde deltagelse af 5 hold, vandt Gråsten 2 foran Tønder 2 med 9. Vestgruppen havde 6 deltagende hold og her tog Jerne sig af både første- og andenpladsen med henholdsvis 16 og 13,5 point.
Der skulle spilles kvalifikationskamp mellem de tre vindere af 4-mands grupperne. Da Vamdrup ikke kunne stille med 8 mand til disse kampe, blev der kun spillet én match, nemlig mellem Jerne og Gråsten; den blev vundet af Jerne med 4,5-3,5, så Jerne er tilbage i Mesterrække 2 i næste sæson.
Præmierne – der er præmie til første- og andenpladsen i alle grupper – bliver udbetalt som gavekort til Dansk Skaksalg. I praksis ved at klubberne konto hos Dansk Skaksalg godskrives med beløbet.
Der var i år ingen spillere med maksimumpoint.
Herfra skal lyde: tak for i år og tak for jeres langmodighed. Vi håber at holdturneringen kan komme i gang som normalt til efteråret.
Vagn Lauritzen
Comments are currently closed.