Fejringen af 100-året for Grindsted Skakklub indledt med SGP-3

Lørdag d. 3. november blev fejringen af 100-året for Grindsted Skakklub for alvor indledt med 3. afdeling af SydGrandPrix. 42 festglade deltagere fra intet mindre end 18 klubber, anført af FM Mads Boe, stillede til start.Den store tilsluting førte til at deltagerne blev inddelt i 2 grupper. Gruppe 1, med 20 deltagere, talte Mesterklassen samt 1. klasse og gruppe 2, med 22 deltagere, talte 2. klasse, 3. klasse, 4. klasse samt skoleskakklassen.

Dagen blev indledt med kort tale ved formand Lars Wisler Pedersen hvorefter der blev skålet i champagne, og kl. 09:45 blev de første træk udført. Efter de 7 runder, der bød på ialt 147 partier fyldt med masser af intens kampskak, var det tid at gøre det samlede regnskab op og kåre vinderne.

Gruppe 1 blev vundet af FM Mads Boe, Skanderborg Skakklub, med 6 point af de ialt 7 mulige. På andenpladsen fulgte sønnike, FM Filip Boe Olsen, Nordre Skakklub, med 5 points. Torsten Lindestrøm, Esbjerg Skakforening, sluttede også på 5 points men en dårligere korrektion sendte ham ned på tredjepladsen. Ratingpræmien til den bedste uplacerede med et ratingtal under 2000 gik til Mathias Kejlstrup Simonsen, Skakklubben Evans, der med 4,5 points sluttede på fjerdepladsen. Ratingpræmien til den bedste uplacerede med et ratingtal under 1800 blev vundet af Søren Grymer-Hansen, Horsens Skakforening, der sluttede på 2,5 point og den samlede 16. plads.

Gruppe 2 blev i sikker stil vundet af Birgit Ditlevsen, Herning Skakklub, der inden sidste runde var noteret for 6 point af 6 mulige, og til trods for et nederlag i sidste runde sikrede sig en udelt førsteplads. Jesper Kallesen, Vojens Skakklub, sluttede et halvt point efter på andenpladsen. På tredjepladsen, yderligere et halvt point efter, sluttede Mogens Hargaard, GSK, på 5 point. Ratingpræmien til den bedste uplacerede med et ratingtal under 1400 blev vundet af Torben Simonsen, Skakklubben Evans, der hentede 4 points og en 8. plads. Den anden ratingpræmie, der gik til den bedste med et ratingtal under 1200, blev vundet af Anton Nielsen, Springeren Kolding, der sluttede på 2,5 points og en 18. plads i gruppen.

Undervejs havde formandens gode veninde sørget for rigtigt lækre håndmadder  til frokost og til eftermiddagskaffen var der i dagens anledning lagkage.

Fejringen fortsætter til næste år hvor Århundredets Skakshow er på programmet lørdag d. 2. februar. Her vil den danske seniorverdensmester anno 2012, GM Jens Kristiansen, fortælle om erobringen af VM i 2012 samt her masse andet fra skakkens storslåede univers. Festen afsluttes med en simultan.

Resultater og stillinger

Galleri

Comments are currently closed.

Seneste indlæg

Arkiver

Kategorier