Tovholder til SydGrandPrix-udvalget søges

SydGrandPrix er én af Sydjysk Hovedkreds´ vigtigste aktiviteter, som hvert år trækker mange medlemmer til skakbrættet.

Preben Hau Sørensen er trådt ud af SGP-udvalget, og Sydjysk Hovedkreds søger nu en ny tovholder for udvalget, der har 3 medlemmer.

SydGrandPrix består af et antal hurtigskak-stævner med ratinginddelte klasser. Hvert enkelt stævne er en afsluttet turnering i sig selv. Efter seriens afslutning udpeges i hver ratingklasse vinderne af det samlede forløb på grundlag af Grand Prix-points tildelt i de enkelte stævner. Hele det nugældende reglement for SGP kan ses her.

Arbejdsopgaver:
Tovholderen er – sammen med de øvrige medlemmer af udvalget – ansvarlig for:

  • Planlægning af de 7 hurtigskakstævner, som indgår i SGP-serien. D.v.s. fastlæggelse af terminer og indgåelse af aftaler med de enkelte arrangørklubber i Hovedkredsen, så en oversigt over SGP-sæsonen kan offentliggøres medio august
  • Vedligeholdelse af reglement for SGP-serien efter behov. Regelsættet kan ændres af SGP-udvalget
  • Retningslinjer og konsulentbistand til arrangører forud for SGP-stævner
  • Opfølgning efter behov efter de enkelte SGP-stævner. F.eks. afklaring af tvivlsspørgsmål vedrørende tildeling af GP-points og lignende
  • Indkøb og uddeling af præmier til de samlede vindere i forbindelse med det sidste stævne i sæsonen.
  • Afregning med Hovedkredskassereren efter sæsonafslutningen

Kvalifikationer:
Du skal først og fremmest brænde for skakspillet og lysten til at bringe folk sammen om vores fælles hobby. Du skal kunne arbejde struktureret, overholde tidsfrister og være en god kommunikator. Skakorganisatorisk erfaring kan være en fordel, men er ingen betingelse.

Du vil få tilbudt ”starthjælp” fra den hidtidige SGP-tovholder Preben Hau Sørensen.

Derudover vil der i høj grad være plads til at komme med egne ideer og forslag, der kan udvikle og fremme deltagelsen i Syd Grand Prix.

Opgaven er frivillig og dermed ulønnet, men nødvendige udgifter i forbindelse med opgaven vil blive dækket af Hovedkredsen.

Tiltrædelse: Snarest. Skriv en ganske kort mail om din interesse og dine forudsætninger.

Ansøgningsfrist: 26. april 2017 til Hovedkredsformand Karl Posselt – formand@sydjysk-hk.dk

Comments are currently closed.

Seneste indlæg

Arkiver

Kategorier