Generalforsamling 26-03-2022

Referat fra generalforsamling i Sydjysk Hovedkreds den 26-03-2022

Generalforsamlingen blev afholdt i ”Huset”, Østergade 2, 6600 Vejen.

Følgende klubber var repræsenteret:

Esbjerg Skakforening
Fredericia Skakforening
Grindsted Skakklub
Gråsten Skakklub
Haderslev Skakklub
Kolding Skakklub
Løgumkloster Skakklub
Nr. Snede Skakklub
Ribe Skakklub
Skakklubben Alssund
Skakklubben Springeren
Stouby Skakklub
Tønder Skakklub
Vamdrup Skakklub
Vojens Skakklub

Formanden bød velkommen; redegjorde for dette års udfordringer med at finde egnet plads til generalforsamlingen, og fremlagde dagens program. Og så var der smørrebrød.

1. Valg af dirigent:
Jens Madsen blev valgt uden modkandidat. Han kunne konstatere at Generalforsamlingen var lovligt indvarslet, både pr. mail og på hjemmesiden, endda i rigtig god tid, så Generalforsamlingen var lovlig og beslutningsdygtig

2. Formandens Beretning:
Før talen afholdtes et øjebliks tavshed for de skakkammerater, der ikke er blandt os mere.
Formandens beretning kan i sin fulde ordlyd findes på hjemmesiden her.

Kommentarer: Bestyrelsen blev rost for håndtering af corona-situationen. Bøvlet med lokale; hvorfor ikke flytte til Kolding? Vi er på plads i Vejen Idrætscenter næste år. Pokalfinalen bliver ikke i Svendborg, ikke på plads endnu, men muligvis Fredericia.

Beretningen blev enstemmigt godkendt.

3. Kassereren Beretning:
Regnskab blev gennemgået. Også det kan findes på hjemmesiden – her.
Regnskabet udviste et overskud på små 21.000,-.
Det store overskud skyldes at mange poster går i 0, grundet coronaen. Kassereren opfordrede alle om at søge tilskud til aktiviteter.

Enstemmigt godkendt

4. Budgetoplæg:
Budgettet blev gennemgået. Budgettet går tilnærmelsesvis i nul. (+400)
Medlem-situationen: flere nye medlemmer i klubberne.

5. Fastsættelse af kontingent:

Bestyrelsen foreslår uændret kontingent
Overskuddet taget i betragtning holder vi fast i samme kontingent.

Enstemmigt vedtaget.

6. Holdturneringen:
Fredericia rykker ned fra Skakligaen, hvorimod der ikke er nedrykkere til Hovedkredsen fra 2. division.
Rækkerne blev gennemgået. Det blev en god turnering på trods af coronaen.
15 tomme brædder, heraf 10 i Mester 1: gennemsnitlig har hver spiller spillet 4 kampe.
Så blev der uddelt præmier.

Tak for at få os alle igennem, trods alt.
Det er god kutyme at adviserer modstandere om brætfald/tomt bræt, selvom holdledere ofte sidder i telefonen, til sidste bil kører.
Tak til Turneringsleder Vagn Lauritzen for godt arbejde.

7. Pokalturneringen:
Tilmelding til Vagn, hold@sydjysk-hk.dk (invitation)
Riddersalen er booket 2 dage, hvis vi ryger i pladsproblemer.
Der blev rejst tvivl om, hvorvidt man kunne flytte til søndag, med kort varsel. Regner ikke med, det bliver nødvendigt.
Det er rating fra 1/1-2022 der gælder.

8. Ungdomsaktiviteter:
Corona præger skaklivet. Arbejdet med at få et samarbejde med Dansk Skole Skak fortsætter.

I Haderslev arbejdes der med juniorer 2 timer når der ikke er klubturnering; 4 spiller med i klubturneringen.
Når gennemsnitsalderen bliver for høj kollaberer klubben. 15 – 16-årige får andre interesser.
Michael Andersens FOF-kursus havde 2 tilmeldte og måtte derfor aflyses. Så det er meget svært at starte op med brugerbetaling under aftenskoleloven.
Ribe Skoleskak var godt i gang, indtil klubben blev hjemløs pga. ombygning.
Det er bedst, hvis man har medlemmer, der kan være skakinstruktører om eftermiddagen.
Det blev nævnt, at kommunen har en forpligtelse til at stille lokaler til rådighed, når vi har med børn at gøre.
Begrænset betænkningstid i klubturneringen, når unge spiller, så de kan passe deres seng. Faktisk er voksne medlemmer også indstillet på, at en klubaften ikke trækker for længe ud.
Der henstilles til at vi bruger hinanden mere, udveksle erfaringer og tips.

9. Andre Aktiviteter:
Der har været afviklet 3 SGP-afdelinger Fredericia 45 deltagere heraf 12 juniorer; Evans 33/6 og Esbjerg 21/4. Efter generalforsamlingen har Springeren afviklet sin udgave med 44/14.
De to sidste afdelinger er 7. maj i Haderslev og 26. maj i Fredericia.

Bestyrelsen luftede tanken om en skaklejr for voksne (1 Dag) og dommerkursus (1 Weekend.)
Løgumklosters skakskole for voksne faldt på coronaspøgelset.

I forbindelse med et dommerkursus blev det foreslået, at der også blev undervist i teknikken i DSUs turneringssystem, som i sig selv kan være en hurdle at komme over. Claus Marcussen fortalte, at der faktisk findes en testside, man kan bruge.

I forbindelse med forslaget om en skakskole for voksne, blev der også udtrykt interesse for et kursus i, hvordan man underviser børn i skak.

13. april er der i Alssund skakaften ved Per Hansen (https://skakals.dk/), der vil give tips, der kan gøre alle fra 1000 til 1900 i rating bedre til at spille skak.

10. Indkomne forslag:
Der var indkommet to forslag.
Bestyrelsen foreslår at de respektive holdledere til en kamp selv er ansvarlige for styrkeliste. Dog er det arrangøren ved fællesstævner.

Hvor er FIDE´s regler? De findes under love på DSU´s hjemmeside. Så skal der linkes til den fra vores hjemmeside.
Der skal sendes revideret instruks ud ved opstart af Holdturneringen.

Enstemmigt vedtaget.

Springeren Kolding forslår at sætte holdstørrelsen i Mester 2 ned til 6 spillere og så kalde rækken noget andet. Vagn ser fordele og ingen ulemper.

Enstemmigt vedtaget.

Den anden del af forslaget fra springeren var at omdøbe Mester 2 til A-rækken.
De to Mesterrækker er et relikt fra fusionstiden.

Forslaget blev vedtaget med 35 stemmer for, mens 4 undlod at stemme.
Vagn har lavet ændringerne, men vi venter til førstkommende bestyrelsesmøde til at gennemgå dem.

11. Valg:
Der var genvalg til alle:
Formand: Karl Posselt, Vojens
Kasserer: Claus Marcussen. Fredericia
Bestyrelsesmedlemmer: Vagn Lauritzen, Løgumkloster, Søren Krabbenhøft, Springeren og
Lars Wisler, Grindsted

Suppleant: Hansjørgen Clausen, Gråsten

Revisorer: Bjarne Rasmussen, Varde og Gert Jöhnk, Haderslev
Revisorsuppleant: Niels Skovvart, Alssund

12. Eventuelt:
Coronaen har gjort det svært for vores nye dommere at få taget deres praktiske del.
Det skal være en FIDE-ratet match der kan bruges. Ikke- FIDE-ratede dur ikke, ej heller Divisionsturneringen. Men det turde ikke være et problem.
Kampleder i Skakliga og Divisioner må som hovedregel ikke spille med på holdet. I år har der dog været en generel dispensation.

Kolding Skakklub holder 100-års jubilæum 4.april. Filip Boe foredrag og simultan. Kaffe og kage, dog begrænset tilmelding: 2 pr. klub.

Fredericia har forhandlet 15 eksemplarer af bogen ”Lær om Skak ”omdelt dem til interesserede juniorer, og så har den stået på Online-undervisning.

Bestyrelsen har indstillet Jan Rosenberg (Skakklubben Springeren) til DSUs hæderstegn 2022.
Initiativpræmie: Bestyrelsen har grundet den korte tid siden seneste Generalforsamling og den generelle nedsmeltning af klublivet grundet corona, valgt at afstå fra at indstille en klub til initiativpræmie i år.

Generalforsamlingen sluttede med en tak for ro og orden, Dirigenten blev begavet med lidt til halsen og tak.

Og så var der hovedkredslyn, som dirigenten vandt igen.

/Ref.: Søren Krabbenhøft
Sign. Jens Madsen, dirigent.