Bestyrelsesmøde 12.9.2019
Referat fra bestyrelsesmøde i Sydjysk Hovedkreds
Torsdag den 12. september 2019 kl. 19 i ”Huset”, Østergade 2, 6600 Vejen.
DELTAGERE: Claus Marcussen, Vagn Lauritzen, Søren Krabbenhøft og Karl Posselt (afbud fra Lars Wisler).
- Godkendelse af dagsordenReferat: Godkendt.
- Aktiviteter i HovedkredsenReferat: Mange turneringer og god aktivitet. Esbjerg arrangerer turnering efter svensk model i efterårsferien; godt at de er på landkortet igen.
Fredericia har en turnering med bl.a et par GMer og måske en kvindeturnering på tegnebrættet.
Flere klubber bløder medlemmer, så tilbagegangen er ikke stoppet.
Senior DM 2020 bliver sandsynligvis henlagt til Løgumkloster igen; planlagt til afvikling i vinterferien (uge 7).
- Dansk Skak Union
– Hovedbestyrelsesmøde i DSU den 25-08-2019. Mundtlig orientering.
Bilag: se http://skak.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=2459:fra-hb-modet-den-25-august&catid=9:nyheder&Itemid=147Referat: DSU har indkaldt til ekstraordinært delegeretmøde, med medlemseksklusion som hovedpunkt. Ovenpå skandalen i århusianske Chess House skal der ryddes op, så den tidligere formand står for skud. DSU har givet tilsagn om et lån øremærket til husleje, så man kan komme videre. Desuden er et medlem på Amager indstillet til eksklusion. Karl samler fuldmagter og opfordrer medlemmer til at møde op.Som resultat af imagekampagnen har Rune Friborg lavet en lang række videoer, hvoraf nogle er offentliggjort på altomskak.dk. Flere vil blive offentliggjort senere.Dansk Skaksalg er kommet i gang igen – med en stor udenlandsk spiller som ”underleverandør”; desuden sørger skaksalget for, at man fortsat vil kunne købe danske skaktryksager til brug i klubberne.De nye regler fra FIDE er godkendt, men det trækker ud med implementeringen af en mere tidssvarende udgave af Skakhåndbogen.
- SGP-2019-20
– Er planlagt med datoer og spillesteder/arrangører (se http://sydjysk-hk.dk/SGP/?SGPyear=2019).
– Gode råd om markedsføring af stævnerne er udsendt til arrangørklubberne.
– Aftaler vedr. stævnet i ToftlundReferat: 1. SGP-afdeling finder sted i Haderslev den 14. september. Der er kun tilmeldt en snes deltagere. Reklame er vigtig, så udover formænd, skal man bruge alle sine kontakter.Runden i Toftlund er på plads; spillestedet bliver Æ Træfpunkt.
- Holdturneringen
– Tilmeldinger og planlægning af Holdturneringen i Sydjysk Hovedkreds 2019-20 (Vagn)
– Holdsamarbejde på tværs af klubberReferat: Det er færre hold, senest måtte Grindsted melde pas. Holdturneringsskemaet blev gennemgået; prioriteten har været afstand. Jerne har trukket sig fra M2, og Vojens har takket ja til den ledige plads. Der er 15 4-mandshold tilmeldt. Finalerunden i de 3 5-holds grupper bliver i ugerne 8-9-10. Enkelte klubber mangler at svare, men det ser fornuftigt ud.
- Pokalturneringen 2020
– Tid og sted. Datoforslag: Søndag, den 26-04-2020Referat: Pokalskak2020 afholdes på Sønderskov. Ved stor tilmelding kan lørdagen tages i brug.
- Ungdoms-/juniorskak
– Status og initiativer (Lars)Referat: Lars havde, i sit fravær, forfattet en skrivelse: Han vil arbejde på at få forbedret samarbejdet mellem skoleskakken og klubberne. Det går godt i de klubber, der har en juniorafdeling eller god kontakt til skoleskakken lokalt.
- Økonomi
– Status (Claus)Referat: Regnskab gennemgået og taget til efterretning. Tidspunkt for opkrævning af tilmeldingsgebyr til holdturneringen blev drøftet. Det kan formentlig ikke nås i indeværende kalenderår, hvis det skal ske i forbindelse med den almindelige kvartalsopkrævning af kontingenter.
- Venskabslandskamp i Bov den 09-11-2019.
– Rekruttering af deltagere fra Hovedkredsens klubberReferat: Som generalprøve til et skak-genforeningsarrangement i 2020 forsøges afviklet en venskabslandskamp med deltagelse af 16 spillere fra hver side af grænsen. Gerne med deltagelse af skakspillere fordelt på mange klubber i Hovedkredsen og fra Schachverband Schleswig-Holstein, Bezirk Nord.
Konceptideen ser foreløbig således ud:
Tid: Lørdag den 9. november 2019 kl. 13-18 spilles en venskabslandskamp mellem deltagere fra de 2 samarbejdende Hovedkredse
Sted: Aktivitetshuset i Padborg. Tyskerne må ikke have for lang transport, og for de danske deltagere må der gerne være mulighed for indkøb syd for grænsen ved samme lejlighed.
Program: Der spilles holdkamp på 8-mandshold. Hver side af grænsen stiller med et hold med rating op til 1700 og et hold med fri spillestyrke.
Betænkningstid pr. spiller: 90 minutter + 30 sek. pr. træk til hele partiet.
Materialer: Medbringes af de deltagende klubber
Præmier: Der spilles alene om æren.
Pladser på holdene udbydes, når vi har grønt lys til konceptet fra vore tyske kolleger.
- Mødeplanlægning
Kommende bestyrelsesmøder er aftalt således:
Bestyrelsesmøder og generalforsamling afholdes som udgangspunkt i Vejen.
Torsdag den 31. oktober 2019 kl. 19
Torsdag den 6. februar 2020 kl. 19
Generalforsamling lørdag den 28. marts 2020 kl. 12
Torsdag den 2. april 2020 kl. 19Referat: Godkendt
- Eventuelt
Referat: Der er blevet spurgt til Hovedkredsens skakure og livebrædder. De er til låns for klubberne og må ikke videresælges.
Karl har tilfældigt fået kontakt med en tidligere skakspiller i Toftlund, der har købt den nedlagte lokale skakklubs store skakspil med brikker i limtræ. Efter sigende Danmarks flotteste.
/Referent Søren Krabbenhøft