Ingen tilmeldinger til Pokalturneringen 2020

 

Ved tilmeldingsfristens udløb må vi desværre konstatere, at der ikke kan samles hold fra Hovedkredsens klubber til et kvalifikationsstævne i hurtigkskak for 4-mandshold på Sønderskov Slot den 26. april som planlagt.

Det kan der være flere grunde til, men den mest sandsynlige er Coronakrisen med den nedlukning og usikkerhed, den har skabt. Nedlukningsperiodens længde kender ingen endnu, og de fleste skakklubber har taget konsekvensen og lukket ned for sæsonen – bl.a. fordi spillelokalerne i kommunale bygninger er lukket på ubestemt tid.

Dansk Skak Union har på nuværende tidspunkt ikke opgivet at afholde Pokalfinalen den 31. maj 2020 (Pinsedag) i Svendborg. Tværtimod er tilmeldingsfristen udsat til den 26. maj!

Trods de manglende tilmeldinger på nuværende tidspunkt ser bestyrelsen for Sydjysk Hovedkreds gerne, at der er klubber, som kan repræsentere Hovedkredsen i Svendborg i Pinsen.

Derfor vil vi opfordre de klubber, der er interesseret i at få hold med til Svendborg i bredde- eller eliterækken om hurtigst muligt – og senest onsdag den 15. april 2020 – at maile til Vagn Lauritzen (hold@sydjysk-hk.dk).  

Som bekendt har vi 2 pladser i hver af rækkerne (og fri tilmelding i junior- og seniorrækkerne). Hvis der er flere end 2 hold i hver række, der er interesseret i at komme til finalestævnet, vil vi i løbet af maj måned arrangere kvalifikationskampe mellem disse.

Læs mere om Pokalturneringen på DSU´s hjemmeside.

Dog med følgende tilføjelse:

Pokalturneringen 2020 – tilmeldingsfrist forlænget

Dansk Skak Unions forretningsudvalg har besluttet at forlænge tilmeldingsfristen for årets pokalturnering til tirsdag d. 26. maj 2020 for at give hovedkredsene mere tid til at få afviklet deres kvalifikationsturneringer. Dette er den absolut seneste frist af hensyn til hotellet og turneringens planlægning. Det er forretningsudvalgets håb, at turneringen kan gennemføres som planlagt, men vi følger naturligvis udmeldingerne fra myndighederne nøje og vil løbende overveje situationen.
Aage Dalstrup Olsen Pokalturneringsleder

 

Mvh.

Karl Posselt

Comments are currently closed.

Seneste indlæg

Arkiver

Kategorier